7 tips der gør en verden til forskel for dine portrætfotos

Publiceret: Oktober 2020
Skrevet af Line Schartau Saksager

Fotos: Udlånt af Kristian Holm, www.kristianholm.dk

7 tips der gør en verden til forskel for dine portrætfotos - og gør dig mere likeable overfor dine kunder

 

Vi har den seneste måned været på en del fotoshoots, og det gav os ideen til at samle vores bedste tips til virksomheder, der skal have taget billeder.


Vi har også været så heldige at låne nogle portrætfotos fra fotograf Kristian Holm, som kan vise forskellige stilarter. Måske kan det give jer lidt inspiration til jeres næste fotoshoot. 


 

1. Vælg en dygtig fotograf

Det er alfa omega, at du finder en fotograf, der virkelig mestrer sit håndværk. Her tænker vi ikke kun på lyssætning og vinkler, men også at det er lige så vigtigt, at personen bag kameraet også kan få dig til at slappe af, stå rigtigt og bringe de bedste sider frem i dig.


Og ja, der findes mange hobbyfotografer, som tager anstændige billeder til billige penge. Men når det kommer til dit profilbillede i arbejdsregi eller måske din virksomheds ansigt udadtil, må du må for alt i verden ikke spare her. Portrætfotos har en typisk levetid på 3-4 år, og det er altså lang tid at kigge på et billede, man ikke er 100 % tilfreds med eller som ikke sender det helt rigtige signal til omverdenen.

 


2. Ram jeres virksomhedsånd

Vi ser oftere og oftere, at der i dag gøres op med det klassiske corporate portrætbillede. Virksomheders ansigter udadtil kan sagtens være kreative, for vi vil jo gerne vise, at vi er menneskelige, så andre mennesker har lyst til at samarbejde med os. Derfor skal vi ikke ligne grå kontormus.

 


3. Vælg tøj i afdæmpede farver

Det kan godt være, at Camilla fra økonomi ser brandgodt ud i orange. Det er bare ikke sikkert, at orange er det flotteste touch på din hjemmeside. Billeder skal kunne bruges i mange forskellige sammenhænge, og vi kender ikke altid konteksten på forhånd. Derfor er det en god idé at vælge farver, som kan gå til det hele. Derudover er der også de fordele, at afdæmpet tøjfarver fremhæver dine karaktertræk.

 


4. Tænk over, hvad du vil udstråle på dit billede

Det er altså ikke nok at tænke over, om du helst vil smile eller ikke smile på dit billede. Hvordan vil du gerne opfattes? Vil du opfattes som en hardcore business-type, som man ikke kan løbe om hjørner med? Så skal du helt klart ikke smile eller lægge hovedet på skrå. Vil du opfattes venlig, men seriøs, så skal du måske smile en lille smule, men uden at vise tænder. Vil du opfattes som varm og hjertelig, så skal du give den fuld gas med smilet. Vil du udstråle power, så prøv at kigge på de mennesker, som du synes, der udstråler power. Hvordan står de, hvilket kropssprog bruger de, hvor er deres hænder placeret.


Det virker måske lidt kunstigt at google de her ting og derefter stå og øve sig foran spejlet dagen før, at du skal have taget billeder – men tro os, du bliver glad for din investering, når du ser resultatet.

 


5. Gør ikke for meget ud af dig selv

Det er vigtigt, at dit netværk, og ikke mindst dine kunder, kan kende dig i virkeligheden. Du må endelig ikke ’dresse op’ til den helt store gallamiddag med laksko og fuld party make-up. Alt med måde. Lidt ekstra er godt, men pas på at det ikke kammer over.

 


6. Se billederne undervejs

Bed om at se billederne undervejs, så du har en fornemmelse af, hvordan de ser ud, mens du stadigvæk kan nå at skifte side, rette en hårtot, opdage at ærmet på din blazer laver mærkelige folder, eller hvad det nu kunne være.

 


7. Få en til at hjælpe dig med at udvælge
dine billeder

Når du får tilsendt et udvalg af dine billeder fra fotografen, og du skal vælge dit portrætfoto, skal du holde tungen lige i munden. Du er nemlig ikke den bedste til at vurdere, hvilket billede der er bedst. Vi har en tendens til at være selvkritiske og fortabe os i detaljer som f.eks. ”Det her er min dårlige side”, ”Mit ene øje ser større ud på det her billede”, ”Ej, det ser dumt ud, når jeg smiler med tænder” osv. Du skal alliere dig med en, der kender dig og få ham/hende til at hjælpe med udvælgelsen.


Så lyt til deres argument for, hvorfor du skal vælge et bestemt billede. Og selvfølgelig handler det om, at du er glad for billedet - men det handler også om, hvordan omverdenen opfatter dig.