5 ting Tinder kan lære dig om markedsføring
Ja, du læste rigtigt. Tinder kan faktisk være din indgangsvinkel til at forbedre din markedsføring. Vi giver dig her 5 bud på, hvordan du kan oppe din markedsføring Tinder-style.
Tinders koncept er simpelt. Det er lige før, det er lige så simpelt som de kærestebreve, der florerede rundt i folkeskolen: ”Vil du være min kæreste? Sæt kryds i ”ja”, ”nej” eller ”måske”.
I dag kan alt ordnes med et enkelt klik - eller i hvert fald meget få. Vi falder fra, når tingene bliver for besværlige, eller når de kræver for meget af os. Så vil vi hellere bruge tid på at lede efter et mere simpelt alternativ. Så let er det. Det er også grunden til, at Tinder er blevet så populært og lige præcis derfor, at vi skal lære fra Tinder.
Blikfang der vækker nysgerrighed
Hvis du skal fange din kommende partners opmærksomhed på Tinder, er du nødt til at skabe blikfang. Vække nysgerrighed. Udstråle præcis det, som er essensen af dig. Du har nemlig ikke timer til at forklare, hvem du er. Du har ganske få sekunder.
Akkurat det samme gør sig gældende, når du skal sælge dit produkt gennem f.eks. en annonce. Du skal have din modtager til at stoppe op, og du er allerede i skarp konkurrence med Messenger-beskeder, katte-videoer, notifikationer og meget andet. Du skal altså skabe et blikfang, som får alt andet til at glide i baggrunden prompte.
Alt kommunikerer
På Tinder har du begrænsede muligheder for at vise indhold. Der er plads til et par billeder og en ultrakort profiltekst. Det er ikke mange brikker, som din potentielle partner får til at lægge puslespillet. Derfor analyserer vi ubevidst på alt, hvad vi kan se og læse os frem til. Står der f.eks. et glas vin i baggrunden, eller er billedet taget i træningscenteret? Vi bruger disse små ”usynlige” brikker til at lægge puslespillet med.
I din salgsannonce har du også pladsmangel, allerede før du er begyndt. Særligt Google Ads udfordrer dig her. Du skal derfor overveje hvert et ord, ikke blot for meningens skyld, men også for at styre, hvad der bliver kommunikeret mellem linjerne. Din kunde laver hurtigt usynlige puslespilsbrikker, som bliver en del af deres opfattelse af din virksomhed. Taler du f.eks. i øjenhøjde, eller er det hele noget rod? Hvis din hjemmeside er et stort rod, så er din forretning det sikkert også. Jo, det er rigtigt nok! De konklusioner drager vi helt ubevidst og uden tøven.
Sammenhængen skal være der
Hvis du bliver fanget af billedet, du ser på Tinder, så laver du ’light research’. Det vil sige, at vi lige tjekker om personen har flere billeder, for du vil gerne lige vurdere, om billedet blot var taget på en heldig dag. Hvis du fortsat er på, læser du måske også profilteksten. Er der sammenhæng mellem billeder og profiltekst, så virker det troværdigt og reelt.
Akkurat det samme gør vi, hvis vi skal købe et par sko online. Vi klikker på annoncen, som har fanget vores opmærksomhed, og vi tjekker, hvad andre kunder siger om produktet og kundeservicen, om prisen er fair og om hjemmesiden i øvrigt ser troværdig ud. Er der en fornuftig sammenhæng mellem de forskellige elementer, bliver vi trygge og er mere tilbøjelige til at hive betalingskortet op af lommen.
Hold hvad du lover
Nu har du fået dit længe ventede match på Tinder. Nu skal du finde ud af, om dit match virkelig matcher dig. Holder profilen og billederne, hvad de lover? Du tager på din første date. Enten bliver du slemt skuffet eller positivt overrasket. Bliver du skuffet, ses I nok ikke igen. Går daten godt, er det måske starten på en værdifuld relation.
Tilbage til de sko som du købte online. Du modtager dem med posten. Det er nu, de skal stå sin prøve. Var salgsannoncen reel? Lignede farven på skoen også farven i virkeligheden? Passede leveringstiden med det, der stod på websitet? Hvis du uden at tøve kan svare ja, så er der skabt en god relation til virksomheden, og virksomheden har allerede skabt så meget goodwill hos dig, at du ikke vil tøve med at bestille derfra igen.
Vi skal pleje vores forhold
Nu ser du dit Tinder-match fast. Måske er I allerede blevet kærester. Nu skal du sådan set bare vedligeholde den gnist og det moment, som I har sammen.
Tilbage til webshoppen. Du er nu kunde hos webshoppen, du købte sko af. Webshoppen håber, at du er så tilfreds, at du går ind og smider en anmeldelse af dem og fortæller alle dine venner om din oplevelse. Omvendt håber du, at webshoppen sender dig en rabatkode til dit næste køb eller på anden vis får dig til at føle dig helt speciel. I vil faktisk begge to rigtig gerne vedligeholde forholdet, så længe at der er goodwill på kontoen.
Som du sikkert allerede har regnet ud, så handler disse 5 bud ikke kun om din webshop eller dine Google Ads annoncer. Du kan bruge dem på hele din forretning. De er essensen af at skabe et troværdigt brand.
Så simpelt er det.